2024-12-10 - Nordiska folkhögskolan
Seks forskelle på dansk og svensk højskole
Vil du vide mere om hvordan det er at gå på højskole i Sverige? Vi har spurgt danske Agnes og Thomas, som begge går på Nordiska folkhögskolan i år. De har tidligere gået på en højskole i Danmark og peger på seks store forskelle.
Her er seks ting, som gør svensk højskole anderledes end dansk højskole:
I Sverige er man på højskole i cirka 10 måneder i stedet for et halvt år i Danmark. Vi oplever ikke lige så højt blus som i Danmark og man er ikke så stresset om at opbygge fælleskab på kort tid.
Det handler mere om uddannelse i Sverige end i Danmark. Både længden af opholdet og indholdet ligger op til fordybelse i sin interesse. Derudover så får svenskerne jo også CSN (en form for SU) som gør at de kun må have begrænset fravær fra timerne. Dermed er de mindre tilbøjelige til at skippe undervisningen, sammenlignet med Danmark.
Danske højskoler er så socialt anlagte at det næsten overskygger alt andet. Det sociale er altid det primære, hvor i Sverige er undervisning mere i fokus og vi synes der er mere tid til sig selv og sin egen udvikling. Der er mindre pres på at skulle være social hele tiden, komme til hver fest og bare generelt større forståelse for den enkeltes behov.
Fest er ikke i fokus som i Danmark. Det er klart en del af det, men det er ikke ugens højdepunkt eller det man går og venter på. Undervisningen og egne interesser fylder mere. Derudover så oplever vi at der er mere kultur for at gå i byen end på de højskoler Agnes og Thomas har gået på, men det kan også bare skyldes at Gøteborg ligger så tæt på.
Det kræver mere selvstændighed at gå på højskole i Sverige end i Danmark. Det er meget tid som ikke er direkte skemalagt, men hvor det mere kører på eget initiativ og ansvar for at gøre noget og at få det til at blive fedt.
Nordiska åbner verden. Vi føler os ikke så fanget i en bobbel som i Danmark. Det giver et bredere udsyn til verden når vi kommer til at snakke om kulturforskelle og sprog. Det får os til at tænke mere på hvordan man bygger samfund og uddannelse når vi sammenligner med elever fra andre lande.
Er du intresseret i at gå på højskole i Sverige? Læs mere om de fem stærke linjer i teater, billedkunst, musik, film eller fotografi på Nordiska folkhögskolan – den eneste højskole i verden som er både dansk, svensk og norsk.